Læreplanstemaet: Krop, sanser og bevægelse
Krop, sanser og bevægelse.
”Børn er i verden gennem kroppen, og når de støttes i at bruge, udfordre, eksperimentere, mærke og passe på kroppen – gennem ro og bevægelse – lægges grundlaget for fysisk og psykisk trivsel. Kroppen er et stort og sammensat sansesystem, som udgør fundamentet for erfaring, viden, følelsesmæssige og sociale processer, ligesom al kommunikation og relationsdannelse udgår fra kroppen”.
Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø udviklingen af børnenes krop, sanser og bevægelse?
Pædagogiske mål
Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.
Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.
Børnesyn
Barnet er som udgangspunkt et barn i bevægelse, der husker og erfarer gennem sine sansninger og kropslig gøren.
Barnet mødes med de motoriske forudsætninger det har.
Dannelse og børneperspektiv
Gennem glæde og begejstring ved at kunne bruge sig selv og sin krop, gentage handlinger og eksperimentere, motiverer barnet sig selv til yderligere udfordringer og mestring, kropsligt og motorisk.
Leg
I forskellige bevægelseslege inspirerer børnene hinanden til at bruge deres kroppe på mange måder.
Børnene opmuntrer hinanden, hepper på hinanden, og kopierer hinanden.
Bevægelseslegen og dens regler og præmisser kan udvikles og tilpasses spontant undervejs af børnene selv.
Glæden ved at bevæge sig sammen i en leg, motiverer det enkelte barn til at bryde egne grænser og udfordre sig selv endnu mere.
Gennem legen får barnet og børnene sammen sanselige oplevelser og erfaringer, som når barnet Eks: leger i sandkassen og mærker sandet, gynger, drejer rundt, går på forskellige underlag, maler og leger med modellervoks.
Læring
Hver gang barnet oplever at mestre, opnår det mod til at bevæge sig og udfordre sig selv lidt mere.
Barnet lærer at mærke og tolke sin krops signaler fx Det kilder i maven, når man er kravlet højt op i træet eller når gyngen gynger hurtigt.
Barnet lærer sine egne grænser at kende Eks: Jeg kan ikke lide at rulle hen over de andre i rullelegen.
Barnet lærer sin krop og de forskellige legemsdele og funktioner at kende, gennem erfaringer, benævnelser og samtaler i dagligdagen. Eks. når et barn tager tøj på: ” buksebenet skal helt ned til anklen”, eller når vi laver sjov ”hov, nu sidder bleen på hovedet” osv.
Børnefællesskaber
Børnene er opmærksomme på hinanden og kopierer hinanden, og barnet bliver inspireret og får lyst til at være med, når andre børn Eks. starter en fangeleg, kravler under bordet, eller kaster med bolde.
I hold – og bevægelseslege motiveres barnet til at yde sit bedste - børnene giver plads til hinanden, hepper på hinanden og passer på hinanden.
Pædagogisk læringsmiljø
Vi inddrager børnenes stemme, og tilpasser aktiviteten til børnegruppens engagement.
Vi laver bevægelsesaktiviteter, der giver deltagelsesmulighed for alle, og vi støtter dem som har behov for hjælp undervejs, og er parate til at justere legen, hvis situationen kræver det.
Barnet støttes i at kunne opleve krop og bevægelsesglæde, for derigennem at blive fortrolig med sin krop, herunder kropslige fornemmelser, funktioner, sanser og bevægelse. F.eks. at gå på forskelligt underlag med bare tæer, at svede, være sulten eller træt at balancere med en rispose osv.
Foruden de nedenstående aktiviteter, støtter eller igangsætter vi aktiviteter hvor barnets finmotorik bliver udfordret eks: male med pensler, klippe med en saks, smører sin egen mad og hælde mælk op mv.
- Vi tilbyder forskellige typer af aktiviteter: aktivitet med temposkift, Eks hurtig dans og langsomme, stille bevægelser, konkurrencer og tag-fat lege, føle- dufte - smage- lege.
- Bevægelseslege, hvor børnene skal rulle, finde hvile, dreje, hoppe, hinke, slå kolbøtter, kopiere og spejle hinanden og samarbejde.
- Bevægelsesaktiviteter som udfordrer balance, koordination, smidighed og styrke
Vi rummer såvel højspændt og vild leg, som stille og koncentreret leg. Børn udtrykker glæde og begejstring med hele kroppen, både gennem bevægelse og ytringer. På den måde begejstres vi sammen, vi smitter hinanden og de voksne understøtter begejstringen. De voksne skaber ligeledes plads til børnenes koncentration ved at undgå forstyrrelser af uvæsentlig art.
Hvis vi oplever at der er behov for at regulere lydniveauet, går vi foran som rollemodeller og giver børnene anvisninger som for eksempel ”husk at bruge de små stemmer nu”.
Børn i udsatte positioner
Vi støtter barnet, uanset om det er der skal have hjælp til at indgå i bevægelsesaktiviteter, skal forholde sig til sin egen krop eller på anden vis er motorisk udfordret. Den voksne er sammen med barnet i deltagelsen og afstemmer sin rolle i forhold til barnet og konteksten.
Forældresamarbejde
Vi opfordrer forældre til forskellige former for bevægelse. Eks. lade børnene gå selv, kravle op selv osv. – og fortæller hvorfor det er vigtigt.
Vi fortæller forældrene om vores vurdering af barnets motoriske kompetencer og udvikling.
Herunder hvad barnet opsøger, hvordan barnet deltager i aktiviteter fx: rytmikforløb hvilke fokus har vi på barnets udvikling og hvordan institutionen og familien kan samarbejde om barnets læring.
Sammenhæng med børnehaveklassen
Vi sikrer at barnet er selvhjulpen dvs. kan klare af - påklædning selv, toiletbesøg.
Har erfaringer med at bruge skolerelateret redskaber, kan indgå i bevægelseslege som er præget af regelstyring, holdopdeling og samarbejde.
Inddragelse af lokalsamfundet
Vi benytter de omkringliggende arealer såsom Degnemosen, skoven og andre grønne områder, til forskellige typer bevægelsesaktivitet: f.eks. løbe, hoppe, kravle op og hoppe ned, gå lange ture, spille bold osv.
Børnemiljø
Børnene bliver mødt i deres basale behov fx: vuggestuebørn der bliver lagt til at sove, når de er trætte eller et ældre barn der bliver sulten før frokost, får mad, så de har energi til fortsat at lege.
Børnenes ideer og påfund støttes fx: når de vil gå baglæns i skoven, hopper på trappesten på en tur eller løbe hen over ristene på legepladsen, så det larmer dejligt.
Der er plads og tid til, at det tager lang tid for det mindre barn at kravle op på en højstol, puslebordet eller mærke om mælken er kold med hånden i koppen.
Vores udemiljø på legepladsen rummer mulighed for forskellige typer af bevægelse, som børnene støttes i at udforske. Vi har forskellige slags gynger, vi har cykler i forskellige størrelser, bolde og legeredskaber, der kræver klatring, niveauskift og bakker.
Vores indemiljø er indrettet med flytbart møblement, der kan ændre rummet, så det giver mulighed for forskellige former for bevægelse, hulebyggeri mm Vi har madrasser og tæpper til hvile og til aktivitet, som afslapning og yoga øvelser mm, der opfordrer til ro og til at mærke sig selv og sin krop.