Læreplanstemaet:Natur, udeliv og science
Natur, udeliv og science.
”Naturoplevelser i barndommen har både en følelsesmæssig, en kropslig, en social og en kognitiv dimension. Naturen er et rum, hvor børn kan eksperimentere og gøre sig de første erfaringer med naturvidenskabelige tænke- og analysemåder. Men naturen er også grundlag for arbejdet med bæredygtighed og samspillet mellem menneske, samfund og natur.”
Hvordan understøtter vores pædagogiske læringsmiljø, at børnene gør sig erfaringer med natur, udeliv og science?
Pædagogiske mål
Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.
Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.
Børnesyn
Vi vækker og imødekommer barnets nysgerrighed, afprøvning af kendte og nye fænomener og lyst til at vide mere.
Barnet styrkes i sin motivation til at deltage i fællesskaber hvor man mødes om ”noget” i udelivet og naturen, der giver barnet mulighed for at danne nye erfaringer med sig selv, de andre børn og sin omverden.
Dannelse og børneperspektivet
Barnet får erfaringer med naturen ved at færdes i den dagligt på legepladserne og på ture ved, at den voksne samtaler med barnet om naturens fænomener, laver eksperimenter og inddrager barnets spørgsmål og initiativer. Dette er med til at barnet danner en spirende forståelse for hvad barnet kan bruge naturen til, forstå naturens sammenhænge, glæden og lysten til at færdes i og dermed meningen i at passe på den.
Barnet dannes i bæredygtighed bl.a. i værkstedsaktiviteterne hvor der er fokus på at være kreativ med både indkøbte materialer og materialer fundet i naturen, børnene vejledes i papirforbrug, skralde sortering og genanvendelighed.
Leg
Vi understøtter barnets kendskab til natur og udeliv og lysten til at udforske og eksperimentere, gennem leg og oplevelser.
Børnene opfordres og har tid til at eksperimentere med natur og naturfænomener på vores legepladser: Når de knækker is på vandpytterne, i sand og vand lege, maler med vand og pensler og oplever overfladen skifte farve, omdanner et gammelt nedløbsrør til en bilbane/vandleg og i Sæbeboblelege o. lign.
Børnene har mulighed for at gå på opdagelse, pirre deres nysgerrighed og inddrage naturen i deres lege, når de løfter sten, graver efter orme, plukker blomster, finder flotte biller og når de finder mælkebøtter og puster frøene ud i verden osv.
Læring
Barnet får erfaringer og viden om sammenhænge gennem eksperimenter, stille spørgsmål og undersøge, der alt sammen er med til at understøtte den kreative læring fx når en vandpyt udvikler sig til en mudderleg som igen bliver til mad til dukker osv.
Naturen er en spændende arena, da den er så foranderlig, ”rodet” og uforudsigelig. Barnet lærer igennem at sortere i sine indtryk, at mærke, sanse og opleve naturens foranderlighed og begynder at udvikle en forståelse for årsag, virkning og sammenhænge, gennem nysgerrighed og undring.
Vi tilpasser udfordringerne det enkelte barns nærmeste udviklingszone, Vi understøtter således barnets oplevelse af at mestre, Eks: ” jeg fandt blomsten”, ”jeg fandt et godt sted til sneglen, nu sover den” derved motiveres barnet til forsat at gå på opdagelse i udelivet.
Børnefællesskaber
Vi oplever, og øver os sammen i fællesskabet, og støtter barnet i at finde en plads i gruppen, som base for at udforske og lære naturen at kende. Eks går vi på skattejagt. Her er vi opmærksomme på, at alle børn har en opgave at tage vare på ud over skattejagten: at passe på billedet som skal findes i skoven, passe på sin gå makker og skovle, river, I-pad osv.
Vi italesætter og opmuntrer børnene til at lytte og respondere på hinanden, samt være opmærksomme på hinandens fund og spørgsmål - med muligheden for at blive inspireret og få endnu mere lyst til at udforske og eksperimentere sammen og hver for sig.
Pædagogisk læringsmiljø
Forudsætningen for at barnet skal kunne færdes i naturen, være nysgerrig og få lyst til at eksperimentere og undersøge er at barnet føler sig tryg. De voksne etablerer en tryg base, barnet kan gå ud fra – en voksen eller et andet barn at holde i hånden, en at spørge, en voksen at vende tilbage til, når noget nyt skal vises frem eller man begejstres over det der sker.
Barnet stifter bekendtskab med naturen og udelivet gennem en meningsfuld læring i et empatisk samspil; vi færdes sammen, er nysgerrige og eksperimenterer sammen.
De voksne tager udgangspunkt i børnenes interesser og det som barnet gerne vil vide mere om eller gør opmærksom på nye opdagelser. Eks ”Se myretuen” eller ”Se der er blomster på æbletræet, der kommer der et æble”.
Alle børn, uanset alder har et udeliv hele året, hvor bl.a. årets gang og vejret skaber afsæt for det børn og voksne mødes om, undersøger og leger ud fra.
Der planlægges og opstår spontane aktiviteter/lege, hvor børnene støttes i at forbinde og udforske materialer og naturen, f.eks. finder en gruppe børn nogle vinbjergsnegle, den voksne finder naturbøger med viden om føden, der bygges et sneglebo, og der skrives navn på sneglene, så de kan følges efter vinterhi.
Vi opfordrer børnene til at være nysgerrige på deres omgivelser og hverdagsfænomener, de voksne deler opmærksomhed med børnene, stiller undrende spørgsmål og søger viden sammen med børnene. Eks. En gruppe børn står samlet omkring nogle mariehøns, den voksne deltager ved at finde insektglas og børnene leger videre ved at finde mad til deres mariehøns. Eller det mindre barn, der hælder vand fra spanden ned i sandet og laver mudder.
Vi arbejder med matematisk opmærksomhed via leg, aktiviteter, rutiner og sprog: Vi ser former, tæller, konstruerer keglebaner og flotte LEGO-konstruktioner, der hældes, måles og vejes. Fx: At hælde vand fra kande til kop - eller gulv.
Forældresamarbejde
Vi har foto og billeder hængende om vores udeliv, som børn og forældre kan samtale om.
Vi skriver små dagsrapporter som supplerer kontakten med forældrene.
Vi fortæller forældrene om vores erfaring med barnets interesser for udeliv. Herunder hvad barnet opsøger og hvordan barnet deltager i aktiviteterne.
Børn i udsatte positioner
Hvis et barn er udfordret, tager vi barnet i hånden og viser og peger for at vække barnets nysgerrighed. Vi henviser også til Eks at følges med en kammerat, eller finder en opgave barnet kan fokusere på. Vi kender det enkelte barn og orienterer os i forhold til, hvad barnet interesserer sig for, og bruger det som springbræt for at involvere barnet i oplevelser udenfor. Der er plads til, at det enkelte barn med en voksen i hånden vænner sig til udelivet og dets fænomener, og vi hjælper barnet ind i børnefællesskabet, hvor barnet kan opleve og udforske sammen med andre.
Sammenhæng med børnehaveklassen
Vi sikrer at barnet har erfaring med at opholde sig ude i naturen og er blevet præsenteret for forskellige naturfænomener, såsom årstiderne, dyreliv osv.
Barnet har opnået spirende erfaring med videns indsamling og kan omsætte simple manualer, symboler eller verbale vejledninger i praksis fx: Bygge en dæmning så vandet forhindres i at løbe ud, eller bygge en Legobil.
Inddragelse i lokalsamfundet
Vi benytter os af lokalsamfundet, der giver adgang til forskellige former for væren og færden i naturen, f.eks. Degnemosen, Amager Fælled, Teaterbakken og Skoven.
Børnemiljø
Vi giver børnene mulighed for at undersøge naturen på vores legepladser. Vi har skovle, forstørrelsesglas, beholdere til smådyr og fagbøger om flora og fauna. Børnene kan grave efter orme og finde snegle, biller mm, som de kan studere på nærmeste hånd.
Vi kan konstruere legerum med plastkasser, køre legetøjsbiler ned af store og små bakker, lave mudder med sand og vand, lave vandbaner og hoppe i vandpytter, når det regner.
Vores legepladser rummer muligheder for både spontane og planlagte aktiviteter i både høj og lav intensitet, f.eks. højtlæsning på et tæppe og cykellege, hvor fart og ”trafikregler” gør sig gældende og rollelege i sandkassen.